Løgumkloster Refugium
Løgumkloster Refugium
For omkring 850 år siden kom munkene til dette smukke sted, hvor tre åer mødes. Locus Dei – Guds sted, kaldte de det. De besluttede, at her skulle der bygges et kloster. Siden hen er der opført både kirke og refugium. Byen har både en højskole, et asylcenter og andre institutioner, der alle bygger på fællesskab.
Selve Refugiet blev opført i 1960. På Refugiet bygges der videre på munkenes tanker, og på Refugie-bevægelsens vision om et sted, der vækker og fornyer. Et gæstfrit sted med ro, tid og fordybelse – hvor du kan finde motivation til et engagement i medmennesket, i verden og i naturen.
Da bridge i allerhøjeste grad bygger på samarbejde, forståelse og fordybelse, er stedet mere end velegnet. Maden er fremragende, omgivelserne skønne og værelserne er indrettet både til afslapning i enrum og samvær med andre.
Centrum for Refugiet er en stor have, som man kan vandre gennem, når du skal fra dit værelse til spisning, undervisning, eller for at besøge makker. I tilfælde af godt vejr, kan I sidde i parken og nyde jeres kaffe, et køligt glas hvidvin eller bare ”meditere”.
I tilfælde af regn, kan I komme tørskoet rundt via de gange, der omkranser haven. Den ene side af gangene består hovedsageligt af glas, så man kan nyde udsigten til haven alligevel. Der er særlige områder til rygerne både indendørs og udendørs på ydersiden af bygningerne.
Der er direkte adgang fra Refugiet til den meget flotte kirke (bygget fra 1225-1325), og der bliver mulighed for at deltage i aftensang i kirken, hvis nogen af jer er glade for at synge. Vi får en guidet rundvisning i den meget gamle og flotte kirke søndag.
Sprog | Dansk |
---|---|
Valuta | Danske kroner |
Land | Danmark |