Sicilien
UDSOLGT - Tilmeld for at komme på venteliste
19. - 26. april 2023
Ta' med Reinholdt Bridge på 8 dages bridgerejse til Sicilien med fly.
Bemærk - Alle priser er inklusiv direkte flybillet til Catania
Pris:
Fra kr. 9500,- i dobbelt.
Tillæg for enkelt: Kr. 1250,-
Havudsigt kan tilkøbes for kr. 790,- (for værelset)
Vær obs. på, at du opkræves lokal turistskat fra hotellet ved afrejse. Pt. er det Euro 3,5 pr. nat.
Prisen inkluderer:
- Direkte fly t/r med Norwegian og fine flyvetider
- 7 hotelovernatninger på 4* hotel
- Sandwich og velkomst-vin på ankomstdagen til hotellet
- 2 gode middage på forskellige restaurationer
- Taxa ud til de forskellige restaurationer.
- 1 flot afslutningsmiddag m. vin
- 7 gange morgenmad.
- 6 gange bridgeturnering.
- Præmier.
- Bridgeundervisning
- Bridgequizzer
- Udflugt til Taormina og Castamole med guide. Udflugten er til fods
- Udflugt til Etna med dansk guide og i egen bus
- Udflugt til Syracus med dansk guide og i egen bus
- Mulioghed for at tilmelde sig udflugt til de Lipariske Øer med dansk guide og bus
- Dansk guide
- Alle transfers
Ta' med Reinholdt Bridge og mød det lune sicilianske klima, som har det hele: Dejligt vejr, mange spændende kombinationsmuligheder, fra at nyde solen, til at besøge de charmerende byer med spændende historie og kultur, der går mange tusinde år tilbage i tiden. Bygningsværker, smukke templer, kirker mm. bevidner om den svundne tid. Spændende udflugter til Etna og Taormina, Siracusa og de Lipariske øer garneret med bridge, gør denne bridgerejse til en speciel oplevelse.
Gennemsnitstemperaturen på Sicilien i perioden er omkring 20 grader i skyggen.
Da vi var på hotellet i 2014, købte vi middag der hver dag. I dag har de inddraget deres køkken, så det er ikke en mulighed længere. Derfor har vi placeret de forskellige fællesmiddage ude i byen. På de dage, har vi inkluderet en taxa til restauranterne for alle. Man finder selv tilbage igen. Nogle vil vælge at gå retur, mens andre tager en taxa for egen regning. Denne koster 12-15 Euro.
Da hotellet er placeret mellem Naxos og Taormina, er der ikke så mange muligheder "lige om hjørnet".
Transport
Vi flyver fra København kl. 17.05 og lander i Catania kl 20.05. Hjemrejsen er også direkte, og flyvetidspunktet er kl. 20.50. Du må have 2x23 kilo baggage med, så der er rig mulighed for at proviantere forskelligt af de lokale råvarer, som kan være interessant, at have med hjem.
Udflugter
Der bliver udbudt forskellige udflugter, som det er frivilligt at deltage i.
Du har glæde af vores danske guide, Lisbeth Hjerrild, som er bosiddende i Taormina. Hun vil følge os som guide på alle udflugter.
Taormina og Castalmola (spadsertur)
Taormina blev grundlagt for ca. 2000 år siden, hvilket det berømte amfiteater vidner om. Siden hen var det romerne, der opdagede Taormina som ferieby, og flere store paladser blev opført som vinterresidenser.
I 1787 besøgte den tyske digter Goethe byen, og det blev startsignalet til en stigende turisme. Vi besøger byen og dens største seværdigheder. Der bliver også tid på egen hånd til at indsnuse den særegne atmosfære eller måske nyde et glas eller en cappuccino på en af byens mange fortovscafeer, nogle med vulkanen Etna som smuk baggrundsramme.
Castelmola på Sicilien er en smuk landsby beliggende ovenfor Taormina og anses for en af de smukkeste landsbyer i Italien. Venlig lokalbefolkning og spektakulær panorama-udsigt karakteriserer byen. Castelmola ligger som en balkon over Taormina og bugten i Giardini Naxos og er udformet af den mystiske og smukke aktive vulkan - Mount Etna. Byens smalle snoede gader og charme gøre Castemola til et "must" for alle, der ønsker at opleve den fortryllende skønhed Sicilien fra en af sine mest spektakulære landsbyer. Castelmola er interessant og nærmest malerisk beliggende, hvor robust ægthed er blandet med nyere håndværkerbutikker.
Etna
En storslået tur bevidner vegetationen helt klart om. Der er frodige vinmarker, frugtplantager og skov, som man kun ser få steder på Sicilien. Vi kører Etna Syd og kommer gennem det store lava-landskab fra det sidste store udbrud i 2002. Vi gør holdt på et udsigtsplateau, hvorfra vi har den smukkeste udsigt med Catania-bugten for vore fødder.
Hvis vejret tillader det, besøger vi også Alcàntara slugten i forbindelse med Etna turen. En slugt, der er opstået ved Alcàntares vandets arbejde i basalt laget, der stammer fra et forhistorisk udbrud på Etna's nordside – krateret Moio.
Siracusa
Vi skal besøge Siracusas domkirke, som oprindeligt er et Athene-tempel, bygget af romerne i det 5. årh. f. Kr. Først i år 1700 blev templet ombygget til den domkirke, man har i dag. Desuden besøger vi Arethusas kilde på øen Ortigla. Ifølge sagnet er Arethusa identisk med en af jagtguden Artemis nymfer, der fra Grækenland blev forfulgt af en væmmelig flodgud ved navn Alpelos.
Herfra går turen til udkanten af Siracusa, hvor vi skal besøge Neapolis, der er et afgrænset arkæologisk område. Her er et græsk amfiteater, som kan rumme 15.000 tilskuere. Dette er en af den græske oldtids fornemmeste monumenter og et "must". Scenen er formet som en halvcirkel og tilskuerpladserne er hugget direkte ind i klippevæggen, hvor man øverst har en flot udsigt over både scenen og havet.
Lipari øen
Vi forlader hotellet om morgenen og kører til Milazzo, hvorfra vi sejler ud til gruppen af vulkanøer, der er rester af det land, som engang forbandt Italien med Nordafrika. Stromboli er stadig aktiv, og på Vulcano ryger det jævnligt op af krateret. Lipari er den største og smukkeste. En tur langs kysten bringer os til de flotte grotter med smukke grønsorte krystalliske sten: Obsidan. Vi går i land i Lipari, der har en gammel fæstning fra den spanske tid. Den blev benyttet af Mussolini til indespærring af landsmænd, der politisk var mod ham. Lipari har også et fornemt arkæologisk museum. Nogle Homér forskere mener, at Lipari er identisk med den ø, hvor nymfen Calypso holdt Odysseus tilbage i syv år.
Kl. 15.00 tager vi lokalbåden tilbage til Milazzo.
Alle udflugter er indkluderet i rejsen pris, bortset fra udflugten til de Lipariske Øer. Denne koster kr. 700,- og inkluderer privatbus til Millazo, båd t/r til Lipari, busrundtur på Lipari, p-afgifter og dansk guide med på udflugten.
Bridge
Vi spiller bridge hver dag, men antallet af spil afhænger af udflugterne. Er vi sent hjemme fra en udflugt, spiller vi færre spil. Bridgen styres altså af udflugterne.
Der spilles typisk 2x kvalifikation og 4x finale.